Psykisk syg fængslet for at skyde mod politiet

En 60-årig mand, som tirsdag eftermiddag affyrede to skud mod en patruljevogn i Horsens og siden forskansede sig i sin lejlighed, er ved et grundlovsforhør onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet blev tirsdag eftermiddag kaldt til Centerparken i Horsens efter fundet af en mistænkelig kasse. Kassen viste sig at være harmløs, men da betjentene ville opsøge manden, der angiveligt havde efterladt den, så de ham i hans lejlighed med et gevær.

Det fik betjentene til at trække deres tjenestepistoler og søge dækning bag en mur. Kort efter kom manden ud og affyrede to skud mod patruljevognen.

Hele kvarteret blev derefter afspærret, og flere naboer blev evakueret.

I grundlovsforhøret forklarede den 60-årige, der skiftevis græd og pjattede og flere gange slog over i tysk, at han skød mod patruljevognen, fordi han følte sig truet, skriver ekstrabladet.dk.

- Jeg skyder, hvis jeg bliver angrebet, råbte han og gik herefter ind i huset igen.

- Jeg gik ind, fordi jeg gav mig selv en uges stuearrest, sagde han ifølge ekstrabladet.dk under retsmødet.

Inde i stuen fik han øje på en bevæbnet politibetjent på et tag, og da han samtidig talte med politiet i sin mobiltelefon, besluttede han sig for at overgive sig uden dramatik.

- Han er sigtet for at anvende et særligt farligt skydevåben, for trusler på livet mod politiet og for hærværk mod en patruljebil, fortalte vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, der er leder af lokalpolitiet i Horsens, tidligere onsdag til Ritzau.

Manden, der ifølge ekstrabladet.dk er maniodepressiv og ikke havde taget sin medicin, bliver ikke indsat i en almindelig arrest, men skal sidde varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.

Foruden fængslingskendelsen besluttede retten, at manden skal mentalundersøges.

/ritzau/

Dagens Gossip