Psykisk syge får den dårligste behandling

Behandlingen af psykisk syge ligger helt i bund og er langt ringere end behandlingen af hjerte- og kræftpatienter.

Det mener danskerne i hvert fald ifølge en ny undersøgelse, foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd.

Plejen og behandlingen af psykisk syge er ifølge hver femte dansker dårlig, og kun 13 procent mener, at den er god. Ifølge undersøgelsen så ser det helt anderledes ud med diagnoser, som i højere grad har politikernes bevågenhed som kræft.

Kun otte procent af danskerne mener, at kræftbehandlingen er dårlig, og hele 51 procent mener, den er god.

- Lange ventelister, tidlig udskrivninger af patienter uden den nødvendige opfølgning. Det har været virkeligheden mange steder i psykiatrien igennem flere år, siger Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd.

Hun er tilfreds med, at sundhedsministeren har sat gang i initiativer, som skal ligestille fysiske og psykiske lidelser. Men hun peger samtidig på, at det ikke er muligt uden vedholdende prioriteringer af området, og at der samtidig følger nye penge med.

Det samme mener Danske Patienter, som er skuffede over det seneste finanslovudspil fra regeringen, som trods løfter om en dansk psykiatri i verdensklasse kun afsætter penge til området via den såkaldte satspulje, som skal deles med blandt andet handicappede.

- Undersøgelsen viser, at befolkningen godt kan gennemskue den uacceptable ulighed, der gælder i forhold til de psykisk syge, siger Annette Wandel, chef for kvalitet og politik i Danske Patienter.

- Finansloven er jo ikke forhandlet på plads endnu, så man kan da fortsat håbe, at regeringen lytter til den enslydende faglige kritik hele vejen rundt, siger hun.

Danske Regioner erkender, at psykiatrien har det svært.

- Der er også blevet skabt nogle monsterbilleder i medierne med eksempelvis overmedicinering. Og så er det også et område, som har et økonomisk efterslæb i forhold de områder, der ligger bedre placeret, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner i en kommentar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip