Psykolog: Barnets tarv er at få samvær med sin far - selv hvis han har myrdet mor

Skrevet af admin

18/04/2016

Mest læste i dag

Selv om et barn har været vidne til, at far har slået mor ihjel, så kan det alligevel være givtigt for barnet, hvis det efterfølgende får samvær med sin far.

Det siger børnepsykolog og seniorrådgiver i Red Barnet Kuno Sørensen på baggrund af en sag fra Langeland, hvor en 25-årig mand er sigtet for at have dræbt sin ekskæreste for øjnene af parrets femårige datter søndag aften.

Kuno Sørensen udtaler sig dog generelt, da han ikke kender til den konkrete sag. Men ifølge hans vurdering, vil det skræmme et barn mere, hvis barnet ikke får mulighed for at se sin forælder med egne øjne, efter en så voldsom oplevelse.

Og derfor vil et barn generelt set ifølge Kuno Sørensen få mest ud af at have samvær med en forælder, der har begået en kriminel handling, som for eksempel at dræbe barnets anden forælder, end hvis barnet slet ikke får samvær.

- Hvis man ikke etablerer samværet, så er der en risiko for, at barnets angst for den forælder, der har dræbt, vil vokse sig endnu større, fordi den bliver baseret på barnets egne tanker, fantasier og forestillinger om sin forælder.

Samværet skal være velforberedt, så far eller mor er klar til at besvare spørgsmål, som hvorfor det skete, og det skal ske under beskyttede rammer, hvor en voksen, barnet har tillid til, er med til samværet.

- Det sidste billede, som barnet har af den forælder, er et, hvor forælderen er helt ude af sig selv og i gang med et dræbe et andet menneske. Det er det billede, der brænder sig fast hos barnet lige efter.

- Og derfor er det så vigtigt, at barnet efterfølgende får kontakt og kan være sammen med den forælder igen, og se at forælderen ikke længere er i den tilstand, barnet sidst har oplevet personen være i, siger Kuno Sørensen.

Når barnet ser sin far eller mor i samværet, vil det forrige billede blive korrigeret og på den måde blive mere nuanceret, forklarer Kuno Sørensen.

Når et barn mister en forælder på denne måde, er det kommunen, der sørger for, at barnet bliver anbragt enten hos noget familie, i en akutplejefamilie eller på en akutinstitution.

En psykolog skal derefter hjælpe barnet med at rumme de meget stærke følelser, som det gennemlever og med at besvare de spørgsmål, som barnet måtte have.

Efter akutfase skal der tages stilling til, hvem der skal have forældremyndigheden.

Ifølge Social- og Indenrigsministeriet har Statsforvaltningen i perioden 2010 til 2015 behandlet i alt seks sager om forældremyndighed, hvor den ene forældre havde forvoldt den anden forælders død.

/ritzau/