Psykolog: Sjældent at kvinder tager børn med i døden

Det kan være desperation eller en psykisk forstyrrelse, der får kvinder til at tage deres børn med sig i døden.

Det siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet, efter at en 36-årig kvinde torsdag aften sprang i døden med sin knap toårige datter i favnen fra en lejlighed på tredje sal i Høje Taastrup.

Svend Aage Madsen understreger, at han udtaler sig generelt om mekanismerne bag den slags handlinger og ikke om den aktuelle sag, som han ikke kender.

- Vi har mest set sager, hvor mænd har slået hele familien ihjel af jalousi, eller fordi de er blevet skubbet ud af familien, fordi kvinden vil skilles.

- Det er ikke så tit, man har hørt om kvinder, der gør det, siger han.

Ifølge Svend Aage Madsen kan tanken om, at man ikke vil lade sine børn leve videre, når man selv er død, forklares ud fra følgende to scenarier:

- Det ene er, at kvinden gør det ud af en eller anden voldelig situation, hvor manden er det dumme svin. Men at den desperation skal gå ud over børnene på den måde kan jo være en karakterbrist.

- Det andet er, at man - uden at der nødvendigvis er en mand involveret - tænker: "Jeg orker ikke at leve mere, og så skal andre heller ikke leve mere".

- Hvis man er meget positiv, kan man sige, at man begår handlingen, fordi det vil være synd for barnet, at moderen er væk. Men det er nok ikke den måde, at jeg vil tolke det på.

- Jeg vil nok snarere sige, at det er en eller anden form for karakterbrist eller psykisk forstyrrelse, der siger, at "hvis ikke jeg har det, så er der ingen anden, der skal".

- Man ser lidt børnene som sin ejendom. Man kan forestille sig, at det er tanken om, at "ingen skal have dem, hvis ikke jeg skal" og "alt andet end mig er værre". På den måde er det er en meget, meget snæver tænkning.

Svend Aage Madsen kender problematikken fra de mænd, han har talt med i sit virke som psykolog på Rigshospitalet.

- Som en mand sagde til mig: "Jeg kan slet ikke forestille mig, at de skal leve videre uden mig".

For hver kvinde, der tager sit liv, begår tre mænd selvmord. Mens kvinder oftest bruger medicin, begår de fleste mænd selvmord ved hængning eller ved at hoppe ud foran et tog eller fra en bygning.

De mere dramatiske metoder som for eksempel at springe ud fra en bygning kan vidne om, at personen er desperat og måske har en psykotisk vrangforestilling, forklarer Svend Aage Madsen.

/ritzau/

Dagens Gossip