Publikum kan følge Breiviks sag mod Norge om isolation

Der er endnu ikke fuldt hus i et retslokale i Oslo, hvor man fra tirsdag kan følge den sag, som massemorderen Anders Behring Breivik har rejst om sine afsoningsvilkår.

Selve retssagen foregår i fængslet i Skien i Telemark, og processen bliver overført med videolink til en storskærm i byretten i hovedstaden.

Der er 54 publikumspladser i Oslo, og de sidste sæder gives efter princippet "først til mølle" ifølge Oslo byret.

Den 37-årige, som er dømt til 21 års forvaring, sidder isolationsfængslet. Han har ikke haft et privat besøg i snart tre år. Han mener, at staten krænker hans rettigheder.

Breivik, der ved angreb 22. juli 2011 dræbte 77 mennesker, har ved flere lejligheder klaget over, at han på grund af langvarig isolation og psykisk mishandling afsoner under torturagtige forhold.

Retssagen om Breiviks afsoningsforhold indledes på tirsdag, og der er afsat fire dage.

Der vil blive ført otte vidner i den civile sag, ligesom der er afsat tre timer til hans egen forklaring. Endelig skal hans celler i fængslerne Ila og Skien inspiceres.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er der fortsat ledige pladser til åbningsdagen, når massemorderens advokat, Øystein Storrvik, og statsadvokat Marius Emberland kommer med deres indledende bemærkninger.

I alt er der 173 pladser i sal 227. Derudover har pressen 54 pladser i byretten på en anden etage.

Der gælder samme regler for retten i Skien som i Oslo, hvilket betyder, at der skal være ro og respekt for retten begge steder.

Øystein Storrvik har gjort gældende, at Anders Behring Breivik lider af isolationsskader.

Af en lækket rapport fremgår det, at denne opfattelse ikke deles af det sundhedspersonale, der har vurderet massemorderen, skriver NTB.

Hvis ikke Breivik får medhold i det norske retssystem med sit søgsmål mod staten, er hans advokat ifølge det norske nyhedsbureau parat til at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip