Puk Damsgård: Der er stadig gidsler i Syrien

Skrevet af admin

12/10/2015

Mest læste i dag

De seneste par dage, har det næsten været umuligt at tænde for tv'et, radioen eller åbne avisen, uden at støde på navnet Daniel Rye.

I 398 dage sad den danske freelancefotograf i fangenskab, efter at terrororganisationen Islamisk Stat bortførte ham blot et døgn efter, at han i 2013 var rejst ind i Syrien for at portrættere de civiles lidelser i krigen.

Selv om den danske fotograf blev sat fri sidste år og der generelt er færre mediehistorier om tilfangetagne vesterlændinge, så er det ikke udtryk for, at Islamisk Stat og andre væbnede grupper er holdt op med at tage gidsler.

Det mener DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, der har beskrevet Daniel Ryes oplevelser i den netop udkomne bog "Ser du månen, Daniel".

Puk Damsgård har gennem flere år rapporteret fra Mellemøsten og har tydeligt kunnet mærke, at der de senere år er blevet større bevidsthed om ikke at rejse i området for at undgå at blive taget som gidsel.

- Meget få journalister og fotografer rejser til Syrien på nuværende tidspunkt, medmindre man er på visum.

- I Syrien tager de (gidseltagerne, red.) dem, de kan få fat i. De tager også syrerne som gidsler, men tendensen er, at de bare tager dem, som de kan komme i nærheden af, siger hun.

Spørgsmål: Men det virker som om, man ikke hører om lige så mange gidseltagninger som tidligere. Hvad er årsagen til det?

- Nej, det er rigtigt, at man ikke hører om lige så mange tilfælde. Der er færre journalister og fotografer, der rejser i området. Og så er der gidseltagninger, man ikke hører om, fordi de ikke bliver omtalt, før de er afsluttet.

- Der er dog stadig eksempler på udlændinge, der bliver taget. For eksempel blev der jo for nylig taget en nordmand. Så det har ikke ændret sig så meget, siger den danske mellemøstkorrespondent.

Dog peger Puk Damsgård på, at der er blevet en større bevidsthed om ikke at befinde sig i Syrien, fordi tingene har udviklet sig. Det er for mange ikke en risiko, de har lyst til at løbe.

- Da der på et tidspunkt var mange, der blevet taget som gidsler, så var vi i en overgangsperiode, hvor det ikke stod klart, hvordan situationen var. Billedet er blevet klarere i dag.

- Men spørger du, om der sidder gidsler i Syrien, så er svaret: ja, det gør der. Der er bare en del sager, som offentligheden ikke kender til, siger Puk Damsgård.

/ritzau/