Pulje skal give behandling til flere børn af misbrugere

Skrevet af admin

14/05/2015

Dagens topnyheder

I familier, hvor forældrene drikker eller tager stoffer, har børnene øget risiko for at få problemer med ensomhed, depression og posttraumatisk stress. Og på længere sigt risikerer de selv at udvikle et misbrug eller stå uden arbejde.

På den baggrund er satspuljepartierne blevet enige om at sætte 264 millioner kroner af til at udbrede behandlingstilbud til børn og unge med misbrugsforældre.

Det skriver Socialministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Pengene skal ifølge ministeriet sikre, at flere børn får mulighed for at få eksempelvis gruppesamtaler eller individuel terapi.

- Børn af misbrugere vokser ofte op i et hjem, hvor de voksnes behov er i centrum. Nu sætter vi i stedet børnene og de unge i centrum. Mange af dem oplever i deres hverdag derhjemme at blive overset, mistolket og føle skyld.

- De skal have hjælp til at trives bedre og udvikle sig i en positiv retning – også så de ikke gentager forældrenes mønster. Derfor skal vi give en hurtig og nem adgang til behandling over hele landet, siger socialminister Manu Sareen (S) i en pressemeddelelse.

Sundhedsstyrelsen anslår, at omkring 122.000 børn og unge under 18 år vokser op i familier med alkoholproblemer. Der findes ifølge ministeriet ikke tilsvarende tal på børn af stofmisbrugere.

Pengene i satspuljen kan søges af kommuner, private og frivillige organisationer, som vil oprette nye behandlingstilbud, eller som vil udvide eller videreudvikle eksisterende tilbud.

/ritzau/