Punk-faren Tommy Ramone er død

Skrevet af admin

12/07/2014

Mest læste i dag

Den oprindelige trommeslager i det indflydelsesrige amerikanske punkrock-band The Ramones er død.

Tommy Ramone, der var bandets sidste overlevende stiftende medlem, blev 62 år og døde fredag i sit hjem i New York efter længere tids behandling for kræft i galdeblæren, skriver flere amerikanske medier ifølge BBC.

Trommeslageren stiftede i 1974 The Ramones sammen med tre skolekammerater i New York.

Med tiden er bandet blevet udråbt som opfinderne af punkrock-musik.

Det var blandt andet bandets punk-klassikere "I Wanna Be Sedated" og "Blitzkrieg Bop", der i 2002 fik dem optaget i Rock and Roll Hall of Fame.

Tommy Ramone blev født i 1952 i Ungarns hovedstad, Budapest, men emigrerede som femårig til USA med sin familie.

Han blev døbt Erdélyi Tamás, men skiftede navn, da familien kom til USA og senere igen, da The Ramones så dagens lys.

I bandets spæde dage var Tommy Ramone egentlig udråbt som manager, men det stod hurtigt klart for de unge punkrockere, at den daværende trommeslager, Joey Ramone, skulle synge og overlade tønderne til Tommy Ramone.

Johnny Ramone spillede guitar, mens Dee Dee Ramone tog sig af bassen.

Dee Dee Ramone har senere fortalt, at Tommy Ramone primært blev trommeslager, fordi han kunne spille hurtigere end Joey Ramone.

I 1978 overlod Tommy Ramone kedlerne til Marky Ramone, men han fortsatte som bandets manager og producerede blandt andet en del af bandets musik.

I 2001 døde forsanger Joey Ramone, og i årene efter fulgte Dee Dee Ramone og Johnny Ramone.

Efternavnet Ramone var i øvrigt blot et kunstnernavn, som bandmedlemmerne tog til sig. Ingen af dem var i familie.

/ritzau/