Pussy Riot: Danmark skal turde at kritisere Putin

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Den danske regering skal ikke tøve med at gå i kødet på den russiske præsident, Vladimir Putin, når han ser stort på menneskerettighederne i Rusland og andre lande.

Sådan lyder budskabet fra to tidligere medlemmer af den russiske aktivistgruppe Pussy Riot på et pressemøde torsdag aften, efter at de har talt om politisk aktivisme foran flere hundrede mennesker på Roskilde Festival.

- Vestlige regeringer, herunder den danske, skal ikke være bange for at kritisere Putin og tale i hårde vendinger om de krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted i Rusland og de omkringliggende lande, siger Masha Aljokhin.

- Især i forhold til det, som Rusland foretager sig i Ukraine i denne tid, tilføjer hun med henvisning til den igangværende blodige konflikt i landet.

Torsdag eftermiddag indtog hun og Nadja Tolokonnikova Roskilde Festivals Gloria-scene for at fortælle om deres aktivisme, der fik dem fængslet efter en Pussy Riot-happening i 2012 i Moskvas største kirke.

Gulvet foran den indendørs scene var fyldt til bristepunktet med begejstrede tilhørere, da de to kvinder gik på. Og netop Roskildes publikum forstår aktivisternes budskaber, lyder det:

- Vi tror på, at musik kan ændre verden. Og vi vil gerne organisere, forene og inspirere unge mennesker til at blive politisk beviste, siger Masha Aljokhin.

Samtidig har de afslappede rammer på festivalen stor betydning, siger Nadja Tolokonnikova:

- Det har altid været vigtigt for os, at man kan tale om alvorlige og betydningsfulde emner uden en alvorlig mine.

I dag er de to kvinder i sagens natur blevet løsladt fra fængslet, men gennem deres nystiftede ngo, Zona Prava, agiterer de videre for ytringsfrihed, fængselsreformer og menneskerettigheder over hele verden.

Efter besøget på Roskilde Festival skal de efter planen besøge danske fængsler og mødes med danske menneskerettighedsorganisationer og politikere.

/ritzau/