Pussy Riot: I Rusland betyder tolerance desværre ikke noget

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

Den russiske punkrock aktivistgruppe Pussy Riot indtager fredag aften Folkemødet i silende regn med en ikke videre opmuntrende fortælling om livet i det russiske fængsel.

To medlemmer og deres uofficielle talsmand har fået lov til at tale på hovedscenen i Allinge. Den ene bærer en rød elefanthue.

- Jeg læste en masse. De tillod ikke mine familiemedlemmer at give mig bøger i fængslet. Så jeg måtte læse biblen. Den læste jeg seks måneder i træk, siger Nadesjda Tolokonnikova.

Hun kæmpede for rettigheder i fængslet for sig selv og sine medfanger, for fængselsbetjentene tvang dem til at arbejde 16 timer i døgnet.

- Men de kunne ikke straffe mig for at få mig til at holde kæft, fordi der var så meget opmærksomhed fra medierne. Så de straffede de andre i stedet og fratog dem retten til at ryge, sove og vaske sig. Og fortalte dem, det var min skyld.

Derudover beordrede de medfangerne til ikke at tale med Tolokonnikova overhovedet.

Hun understreger, at man ikke skal vænne sig til uretfærdighed, men kæmpe for sin tro. Det er det bedste middel mod uretfærdighed.

- I det øjeblik, du vænner dig til uretfærdigheden, bliver alt forfærdeligt. Du skal altid blive forarget over uretfærdigheden.

Pussy Riot blev verdenskendt, da tre af medlemmerne i 2012 blev anholdt efter en punkhappening i en katedral i Moskva og idømt to års fængsel for deres optræden, der var en kritik af præsident Vladimir Putin.

Gruppen kæmper for tre centrale rettigheder i Rusland, forklarer de til DR-journalisten Martin Krasnik, som interviewer Pussy Riot: Tolerance, lighed og frihed.

- I Rusland betyder tolerance desværre ikke rigtig noget, siger medlemmet Maria Aljokhina iført den karakteristiske røde elefanthue.

- Vi kæmper for frie valg og en stemme for alle.

På scenebordet står en flaske Gammel Dansk, som Martin Krasnik og gruppen drak og skålede af.

I Rusland er regeringens kontrol af ytringsfriheden ikke direkte, ligesom den er i Kina og Iran, fortæller trioen.

Den sker indirekte i form af lovgivning om religiøst had og propaganda om pædofili.

Derfor skal opgøret også tages indefra i form af kunst, siger den uofficielle talsmand Pjotr Versilov.

- Kunsten er Ruslands ansigt udadtil. Ligegyldig hvor voldelig din regering er - hvis du kæmper imod den via kunsten, vil den til sidst blive bange for dig.

- Kunst inspirerer andre til at gøre oprør.

I dag er Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina blevet løsladt fra fængslet, men de agiterer videre for ytringsfrihed, fængselsreformer og menneskerettigheder over hele verden.

/ritzau/