Pussy Riot-medlemmer er anholdt i Sotji

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

De to mest kendte medlemmer af punkgruppen Pussy Riot siger, de er blevet anholdt i OL-byen Sotji, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Det drejer sig om Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina.

De oplyser, at de er blevet tilbageholdt i centrum af Sotji.

- Vi er blevet anholdt og er beskyldt for røveri, skriver Tolokonnikova på Twitter.

Hun skriver, at de ikke har foretaget sig noget ulovligt.

- Da vi blev anholdt, var vi ikke i gang med nogen form for optræden, vi gik bare rundt i Sotji, fortæller hun.

Begge kvinder kom kort før jul på fri fod efter at have siddet fængslet i længere tid efter en happening i en ortodoks kirke i Moskva, hvor de under en gudstjeneste hånede præsident Vladimir Putin.

Tolokonnikova siger, at hun og Aljokhina har været i Sotji i lidt over en dag med den hensigt at give nogle "olympiske optrædener".

Her ville de synge en ny protestsang med titlen "Putin skal nok lære dig at elske sit moderland".

Begge kvinder har været modstandere af De Olympiske Lege, som de anser for at være Putins projekt, og de har opfordret til at boykotte legene.

Kunstnergruppen Vojna, som ledes af Tolokonnikovas mand, oplyser, at yderligere syv personer er anholdt sammen med Tolokonnikova og Aljokhina.

De blev ført væk i et af politiets køretøjer.

/ritzau/AFP