Pust æg uden at blive syg: Sådan undgår du salmonella

Skrevet af Michael Lauritsen

28/03/2013

Dagens topnyheder

Påsken er over os, og det betyder, at mange - særligt børnefamilier - giver sig i kast med at male påskeæg. Der er en vis charme ved at bruge rigtige æg, men husk, der kan være risiko for salmonella-smitte.

Cirka et ud af 1000 æg er inficeret med den farlige bakterie, og salmonella kan både være på skallen og inde i ægget.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du anvender sprit til at desinficere æggets overflade. Det nedsætter smitterisikoen, men fjerner den ikke. Du kan nemlig ikke fjerne den salmonella, der eventuelt er inde i ægget.

Efter afspritning prikker du hul i skallen og videre ned i blommen med en lang nål eller hæklenål. Æggemassen skal næsten kunne løbe ud af sig selv.

Det er faktisk bedst, hvis du slet ikke puster æggemassen ud med munden. På den måde er risikoen for at blive smittet med salmonella minimal. Men det er der til gengæld ikke meget sjov i.

Mange vælger at skolde ægget, inden det pustes, men selv om skoldning også desinficerer ægget udvendigt (ikke indvendigt red.), er det en dårlig idé at benytte sig af den metode.

Når ægget skoldes, stivner hviden indvendigt. Og på den måde bliver det besværligt at puste ægget.

Kilde: Fødevarestyrelsen