Putin advarer det amerikanske folk i The New York Times

Her opfordrer han til, at USA udviser stor forsigtighed i spørgsmålet om Syrien. Han betvivler, at det på den lange bane vil være den rigtige løsning for USA at ty til militære indgreb i andre landes interne konflikter uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd. Det er tværtimod »alarmerende« og vil være ødelæggende for den indbyrdes tillid i det internationale samfund, skriver præsidenten i kronikken.

»Et potentielt angreb fra USA mod Syrien, på trods af stærk modstand fra mange lande og store politiske og religiøse ledere, inklusiv paven, vil resultere i flere uskyldige ofre og en eskalation, der potentielt kan sprede konflikten langt uden for Syriens grænser,« skriver Vladimir Putin i kronikken.

Rusland har foreslået en diplomatisk løsning til USA og de øvrige lande, der havde udpeget militære angreb som sidste mulighed for at straffe det syriske styre for kemisk krigsførelse. Den russiske plan går blandt andet ud på, at Syriens regering afhænder kontrollen over sine kemiske våben til det internationale samfund, så våbnene kan blive ødelagt.

Et militært angreb vil være yderst ødelæggende, skriver Vladimir Putin i sin kronik:

»Det kunne underminere multilaterale indsatser for at løse det iranske atomproblem og den israelsk-palæstinensiske konflikt og yderligere destabilisere Mellemøsten og Nordafrika. Det kunne sende hele det internationale system for lov og orden ud af balance,« skriver han og fortsætter:

»Verden reagerer ved at spørge: Hvis du ikke kan regne med folkeretten, så må du finde andre måder at sikre din sikkerhed. Således vil et stigende antal lande søge at tilegne sig masseødelæggelsesvåben. Dette er logisk: Hvis du har bomben, vil ingen røre dig,« skriver den russiske præsident.

Vladimir Putin bemærker desuden i sin kronik, at han nøje havde studeret den tale, som USAs præsident, Barack Obama, holdt tirsdag. Her sagde Barack Obama, at USAs politik er det, »der gør USA anderledes. Det, der gør os (amerikanerne, red.) exceptionelle«.

Den udtalelse faldt ikke i god jord hos Vladimir Putin.

»Det er ekstremt farligt at opfordre folk til at se sig selv som exceptionelle, hvad end motivationen er. Der er store lande og små lande, rige og fattige, nogle med lange demokratiske traditioner og nogle, som endnu finder deres vej til demokrati. Deres politik er også forskellig. Vi er alle forskellige, men når vi beder om Guds velsignelse, må vi ikke glemme, at Gud skabte os som ligeværdige«.

Rusland, der er en af Syriens stærkeste allierede, har ikke advokeret for »fredelig dialog« for at beskytte den syriske regering, men for at beskytte international lovgivning, skriver Vladimir Putin og understreger, at det er helt nødvendigt at gå gennem FNs Sikkerhedsråd, så internationale relationer ikke »glider ned i kaos«.

Alt andet vil desuden være et uacceptabelt brud på international lovgivning og »en aggression«, skriver Vladimir Putin.

USA og flere andre lande beskylder præsident Bashar al-Assad for at have brugt kemiske gasser i et angreb den 21. august. Ifølge Vladimir Putin er der »al grund til at tro, de ikke blev brugt af den syriske hær, men af oppositionsstyrker for at fremprovokere intervention fra deres magtfulde internationale beskyttere«.

Ruslands og USAs udenrigsministre mødes torsdag til diskussioner om en mulig diplomatisk løsning i FN-regi.

Dagens Gossip