Putin advarer mod intervention i Syrien

Putin talte efter et møde med ledere fra EU i Jekatarinburg, hvor han også fik sagt, at Rusland er skuffet over EUs beslutning om ikke at forlænge våbenembargoen mod Syrien og dermed åbne op for, at medlemslande kan forsyne oprørerne med våben.

EUs beslutning fik på pressemødet Putin til at sige:

»Vi må endnu engang understrege, at ethvert forsøg på at påvirke situationen gennem magt eller direkte militær intervention er dømt til at mislykkes.«

Ifølge Reuters sagde Putin også, at Rusland endnu ikke har leveret det omstridte S-300 missilsystem til Syrien, men at der ifølge international lov ikke var noget i vejen for, at det sker.

»Kontrakten blev underskrevet for adskillige år siden, men er endnu ikke blevet opfyldt,« sagde den russiske præsident.

Erklæringerne fra Putin faldt samtidig med, at en FN-undersøgelseskommission om Syrien konkluderede, at krigen i Syrien »har nået nye højder af brutalitet« med beviser for massakrer og grove overgreb på børn, der er blevet taget til fange, eller er blevet tvunget til at overvære tortur, mens andre er blevet dræbt i kamp.

Yderligere siger kommissionen, at der er rimelig grund til at tro, at der er brugt kemiske våben i krigen.

Samtidig appellerer kommissionen til udenlandske magter om ikke at øge adgangen til våben i Syrien.

Dagens Gossip