Putin-allieret vinder Moskvas borgmestervalg

Med 99 procent af stemmerne fra første valgrunde optalt står Moskvas siddende borgmester og Putin-allierede, Sergei Sobyanin, ifølge Reuters til knap 51,3 procent af stemmerne. Får en kandidat mindst 50 procent af stemmerne i første valgrunde, er det nok til den samlede sejr.

Hans modkandidat, Alexei Navalny, får 27,3 procent af stemmerne.

37-årige Navalny hævder dog at have fået stemmer nok til en ny valgrunde og har truet med gadeprotester, hvis myndighederne ikke anerkender hans påstand om, at Sobyanin har fået under 50 procent af stemmerne.

»Det vi ser er klare tegn på forfalskninger,« siger han ifølge AFP til journalister fra sit hovedkvarter i Moskva.

»Vi forlanger en anden runde. Hvis det ikke sker, vil vi appellere til borgerne om at gå på gaden i Moskva,« tilføjer han.

Sergei Sobyanin er regeringens tidligere stabschef, og da præsident Putin tidligere søndag afgav sin stemme, lagde han ikke skjul på sin støtte.

»Så store byer har ikke så meget brug for at blive styret af politikere. Der er brug for forretnings-lignende, konkrete, jeg vil endda sige afpolitiserede mennesker, teknokrater, der ved, hvordan man arbejder, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det og tage ansvar,« sagde Putin, tilsyneladende også som et angreb på regeringskritikeren Navalny.

Efterfølgende sendte regeringen ligeledes en kommentar ud, hvor Putin slog fast, at han var »sikker på«, at hans kandidat ville gå ud fra valget som vinder.

Dagens Gossip

Dagens TV