Putin: Assad må indgå kompromis med modstandere i Syrien

Syriens præsident, Bashar al-Assad, må være klar til til at indgå et kompromis med den syriske opposition.

Det sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, under et regeringsmøde onsdag eftermiddag, som blev vist på russisk tv.

Den russiske anbefaling til Assad kom umiddelbart efter, at den russiske regering bekræftede, at den onsdag har indledt de første flyangreb mod militante islamister i Syrien.

- Vi regner med hans aktive og fleksible indstilling, hans parathed til et kompromis til fordel for hans land og hans folk, sagde Putin om Assad.

På regeringsmødet fortalte Putin sin regering, at alle Ruslands "partnere" var informeret om de russiske aktioner.

Det russiske overhus gav tidligere onsdag Putin bemyndigelse til at iværksætte militære angreb i Syrien.

Den ortodokse kirke i Rusland udtrykker støtte til de militære aktioner og betegner det i en erklæring som "hellig kamp".

- Kampen mod terrorisme er en hellig kamp, og i dag er vort land måske den mest aktive kraft i verden til at bekæmpe det, siger den øverste ansvarlige for kommunikation i den ortodokse kirke, Vsevolod Tjaplin.

Men fra starten er der allerede skepsis i den syriske opposition og Vesten over for, hvad det er, Rusland hævder at bekæmpe i Syrien.

En oppositionsleder siger, at Rusland har bombet modstandere af Syriens præsident, Bashar al-Assad, der samtidig er modstandere af Islamisk Stat.

Det samme siger både amerikanske og franske regeringskilder.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip