Putin benåder olierigmanden Khodorkovskij

Skrevet af admin

19/12/2013

Mest læste i dag

Vladimir Putin har besluttet at benåde den fængslede olierigmand Mikhail Khodorkovskij, som har otte måneder tilbage af en mere end 10 år lang fængselsdom.

Ifølge den russiske præsident kommer benådningen i forlængelse af en anmodning fra Khodorkovskij, som skulle have begrundet sit ønske med, at hans mor er syg.

Rigmandens advokat siger imidlertid, at han ikke har bedt Putin om denne benådning.

Til dette kvitterer Putin med at referere til russisk lov, der dikterer, at en straffefange skal anmode om benådning, før de kan få en.

Ifølge præsidenten har den 50-årige Khodorkovskij ikke gjort det i sin lange tid bag tremmer - indtil for ganske nylig.

- Han skrev et dokument til mig for ganske nylig med en anmodning om benådning, siger Putin.

- Han har været fængslet i mere end 10 år. Det er en alvorlig straf, og han henviser til humanitære omstændigheder, da hans mor er syg, tilføjer præsidenten.

Khodorkovskij var indtil sin anholdelse en af Ruslands rigeste mænd - en status han havde opnået ved at udvikle og udvinde oliefelter i Sibirien.

Han havde antydet, at han ville træde ind i politik og udfordre præsident Putin.

Men herefter blev han idømt 13 års fængsel for hvidvaskning af penge og skatteunddragelse i sit energiselskab Yukos.

Olierigmanden har været en ivrig kritiker af ledelsen i Kreml, og Putins modstandere betragter rigmanden som en politisk fange.

Selv har Khodorkovskij også hele tiden hævdet, at retssagen mod Yukos og de tidligere ejere var politisk motiveret.

/ritzau/Reuters