Putin beordrer sit militær i kampberedskab

Skrevet af admin

21/06/2014

Dagens topnyheder

Ruslands præsident, Vladimir Putin, beordrer centrale militære tropper i højeste beredskab. Det oplyser landets forsvarsminister, Sergej Sjoigu.

- I overensstemmelse med hans (Putins, red.) ordre, er tropperne i de centrale distrikter samt militære enheder sat i fuld alarmberedskab, siger Sjoigu ifølge russiske nyhedsbureauer.

Udmeldingen kommer dagen efter, at Kreml bekræftede, at Rusland styrker sin militære tilstedeværelse ved den ukrainske grænse.

Tropper i det centrale Rusland er blevet beordret i højeste beredskab af landets præsident, Vladimir Putin.

Fredag aften erklærede Ukraines præsident, Petro Porosjenko, midlertidig ensidig våbenhvile i det østlige Ukraine.

Våbenhvilen skal efter planen vare frem til fredag den 27. juni, men præsidenten understregede, at de ukrainske regeringssoldater vil åbne ild mod de prorussiske separatister, hvis de selv bliver beskudt.

Det er angiveligt allerede sket, at oprørerne er gået til angreb på ukrainsk militær.

Lørdag oplyser Ukraines grænsevagter, at oprørere har skudt mod dem og såret tre soldater.

/ritzau/AFP