Putin bøjer sig og tillader demonstrationer i Sotji

Skrevet af admin

04/01/2014

Dagens topnyheder

Vladimir Putin har tilsyneladende bøjet sig efter pres fra Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og giver nu tilladelse til politiske protester under vinter-OL i Sotji.

Den russiske præsident havde i august udstedt et forbud mod demonstrationer i Sortehavsbyen under legene som del af en omfattende sikkerhedsplan, regeringen har iværksat.

Nu har Putin imidlertid underskrevet et dekret, hvoraf det fremgår, at demonstrationer og optog "kan afholdes", hvis steder og ruter på forhånd er aftalt med myndighederne.

Ifølge dekretet har politiet mulighed for at fastsætte en grænse for antallet af deltagere i en demonstration.

IOC bifalder den russiske præsident for at trække sit forbud tilbage.

I 2012 havde Putin ifølge komitéen garanteret, at han ville tillade demonstrationer under vinter-OL.

- Vi byder dette tiltag velkommen. Det er i overensstemmelse med det, som præsident Putin forsikrede os om sidste år og del af de russiske myndigheders plan for at sikre ytringsfrihed samtidig med, at man sørger for sikkerheden under legene, skriver IOC.

Der afholdes vinter-OL i perioden 7.-23. februar.

/ritzau/AFP