Putin diskuterer afspænding og tillid ved Østersøen

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

Præsident Vladimir Putin holder tirsdag møde med sit russiske sikkerhedsråd for at drøfte sikkerhed for fly i Østersøområdet, oplyser hans talsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mødet er kommet i stand, efter fly fra Rusland og Nato har været for tæt på hinanden over Østersøen.

Putins talsmand, Dmitrij Peskov, siger, at det på mødet blev diskuteret, hvordan man kan skabe mere tillid mellem de flystyrker, der opererer i Østersøområdet.

Det såkaldte Nato-Rusland-råd skal mødes 13. juli for at diskutere samme emne.

Putin besøgte fredag Finland, og her fortalte han, at Rusland er interesseret i afspænding omkring Østersøen.

Den finske præsident, Sauli Niinistö, opfordrede ved den lejlighed alle militærfly i områderne ved Østersøen til at aktivere de såkaldte transpondere, så de kan identificeres.

- Vi kender alle risikoen med disse fly, og jeg har foreslået, at vi skal enes om, at transpondere bruges på alle fly i Østersøregionen, sagde Niinistö.

Putin erklærede sig ifølge nyhedsbureauet FNB enig og sagde, at han vil diskutere det med Nato.

Men han betonede, at også Natos fly bevæger sig rundt i luften uden tændte transpondere.

En transponder er et stykke elektronik, der fortæller om, hvad det er for et fly, og hvor det kommer fra, når et signal indfanges af en radar.

Siden 2014, hvor Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim og aktivt støttede prorussiske oprørere i det østlige Ukraine, har der været voksende spændinger mellem Rusland og Nato.

/ritzau/