Putin er kommet til Krim

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ankommet til den ukrainske halvø Krim, som Rusland trods internationale protester tidligere i år annekterede.

Det russiske nyhedsbureau Itar-Tass skriver, at Putin er ankommet til byen Sevastopol, og at han under det to dage lange besøg skal mødes med blandt andre Sergej Aksjonov, der er Krims fungerende premierminister, og Sergej Menijajlo, fungerende borgmester i Sevastopol.

- De vil drøfte, hvordan byens og republikkens økonomi virker, ligesom de vil drøfte energiforsyning og andre vigtige emner, der har forbindelser til hverdagslivet, siger Dmitrij Peskov, talsmand for Putin.

Tidligere onsdag havde Putin et møde med medlemmerne af Krims sikkerhedsråd, og her blev sikkerheden på halvøen drøftet. Blandt andet blev Krims sikkerhed i forhold til udlandet drøftet, sagde talsmanden.

Krim gennemførte i vinter en folkeafstemning om halvøens status. Denne afstemning var ikke anerkendt internationalt eller af Ukraines regering.

Resultatet blev ifølge Krims lokale ledelse et stort flertal for, at Krim skulle løsrive sig, og herefter anmodede Krim om at blive indlemmet i Rusland.

Det sagde Ruslands ledelse ja til, og Krim blev annekteret.

Efter annekteringen begyndte prorussiske separatister at røre på sig i den østlige del af Ukraine, hvor der i flere måneder har været oprør mod centralstyret i Kijev, Ukraines hovedstad.

Væbnede separatister ligger i kampe med Ukraines militær i byerne i det østlige Ukraine.

FN meddelte onsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at mindst 2086 mennesker er dræbt i det østlige Ukraine i perioden fra midten af april til den 10. august.

I tallet er både ukrainske soldater, separatister og civile medregnet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV