Putin får grønt lys til at sende militær til Ukraine

Skrevet af admin

01/03/2014

Dagens topnyheder

Det russiske parlaments overhus, Føderationsrådet, har lørdag eftermiddag enstemmigt godkendt præsident Vladimir Putins anmodning om at bruge væbnede styrker i Ukraine.

Beslutningen træder i kraft øjeblikkeligt, og Overhuset spiller også diplomatisk med musklerne.

Overhusets udenrigsråd vil nemlig nu bede Putin om at trække den russiske ambassadør i USA hjem fra Washington, meddeler Føderationsrådets formand, Valentina Matvijenko.

I forvejen havde såvel udenrigsudvalget som sikkerhedsudvalget i Overhuset bakket op om præsidentens ønske om at indsætte militæret for at "normalisere situationen" i nabolandet, hvis østlige del har en stor russisktalende befolkning.

- I forbindelse med den ekstraordinære situation i Ukraine og truslen mod russiske borgeres liv ... forelægger jeg det føderale råd en anmodning om at bruge Ruslands væbnede styrker på ukrainsk territorium, indtil der er sket en normalisering af den politiske situation i landet, hedder det i udspillet fra Putin, som nu er blevet godkendt.

Optrapningen fra Moskva kommer på et tidspunkt, da situationen synes hele tiden at blive forværret.

I en separat erklæring siger Kreml, at Putin også har udnævnt viceudenrigsminister Grigorij Karasin som sin officielle repræsentant for at føre tilsyn med forslaget i parlamentets overhus, Føderationsrådet.

Tidligere lørdag bad det russiske parlaments underhus, Dumaen, Putin om "at bruge de fornødne foranstaltninger til at stabilisere situationen på Krim og brug af alle mulige midler til at beskytte folk på Krim fra tyranni og vold."

I Moskva sagde formanden for parlamentets overhus tidligere, at "Rusland kan sende et "begrænset kontingent" soldater til Krim for at sikre Ruslands sortehavsflåde og regionens indbyggere.

- Det er muligt i denne situation at sende et "begrænset kontingent" af soldater til Krim, sagde Valentina Matvijenko.

Ukraine beskylder Rusland for at have sendt tusindvis af ekstra-soldater til Krim, og det satte dets militær i højt alarmberedskab, da Kijev synes at miste mere og mere kontrol med halvøen i Sortehavet.

/ritzau/AFP