Putin håber på bedre samarbejde med Juncker som EU-leder

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Ruslands forhold til EU er i disse måneder sat under pres, men præsident Vladimir Putin mener, at der er håb for bedre tider.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters efter at have lykønsket luxembourgeren Jean-Claude Juncker, der tirsdag endeligt blev godkendt som kommende formand for EU-Kommissionen af et flertal i EU-Parlamentet.

- Forholdet mellem Rusland og EU gennemgår alvorlige prøvelser. Ikke desto mindre udtrykte Vladimir Putin håb for, at det vil udvikle sig i ånden af et gensidigt strategisk partnerskab, lyder det i en udtalelse fra Kreml.

Forholdet mellem Rusland og EU har i den seneste tid været på frysepunktet som følge af krisen i Ukraine, hvor prorussiske separatister kæmper mod centralstyret i Kijev og har indtaget en række byer.

Over flere omgange har unionen af 28 europæiske lande indført sanktioner mod Moskva, der kritiseres for at undlade at tage afstand fra separatisternes fremfærd i det østlige Ukraine.

Rusland er desuden blevet beskyldt for at bevæbne oprørerne og for at lade russere, der ønsker at kæmpe side om side med separatisterne, krydse grænsen til Ukraine.

Rusland har imidlertid fordømt sanktionerne og kritiseret, at EU så sent som i weekenden udvidede listen over personer, som rammes af fastfrysninger af værdier og forbydes indrejse i EU.

Den øgede sanktionering blev gennemført, efter at de prorussiske separatister valgte at ignorere opfordringer fra Kijev om at lægge våbnene.

EU's stats- og regeringschefer vil i forbindelse med deres topmøde onsdag aften i Bruxelles igen tage en snak om, hvorvidt de i lyset af den seneste udvikling i Ukraine skal give sanktionerne endnu en stramning.

Sidste topmøde for næsten tre uger siden opstillede fire krav, som Rusland skulle leve op til for at undgå skrappere sanktioner - måske i form af bredere økonomiske sanktioner.

Ifølge diplomatiske kilder er det sandsynligt, at sanktionerne bliver strammet. Men ikke nødvendigvis i form af en reel optrapning til de såkaldte fase tre sanktioner, som kan være så omfattende, at de også koster dyrt for EU-lande med nære handelsforbindelser til Rusland.

/ritzau/