Putin insisterer på at sende nødhjælp til Ukraine

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Rusland vil blive ved med at sende nødhjælp til det østlige Ukraine, selvom styret i Kijev og vestlige stormagter ikke just er glade ved tanken.

Det fastslår den russiske præsident, Vladimir Putin, i en meddelelse fredag.

Præsidenten opfordrer samtidig oprørere til at lade russisk nødhjælp komme ind i de ramte områder.

- Jeg opfordrer militserne til at åbne en humanitær korridor til soldaterne, der er omringet, for at undgå unødvendige ofre, for at tillade dem uskadt at forlade kampområdet, for at blive forenet med deres familier, for at give vigtig medicinsk hjælp til dem, der er blevet såret på grund af den militære operation, siger Putin.

Sergej Lavrov, udenrigsminister i Rusland, sagde tidligere på ugen, at russerne har sendt en anmodning til Ukraines regering om at lade en nødhjælpskonvoj komme ind i Østukraine.

Det skete kort efter, at en omstridt russisk konvoj var kørt ind på Ukraines territorium. Vesten mistænkte konvojen for at være fyldt med våben til prorussiske oprørere, hvilket Rusland hele tiden har nægtet.

- Den humanitære situation bliver ikke forbedret. Den forværres. Vi ønsker at indgå en aftale om betingelserne for at sende endnu en konvoj af sted på den samme rute i de kommende dage, sagde Sergej Lavrov mandag.

Nato mener at ligge inde med tunge beviser for, at russiske soldater opererer i Ukraine. Torsdag offentliggjorde forsvarsalliancen satellitbilleder, der støtter beskyldninger om, at russerne kæmper side om side med de prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Billederne er ifølge Nato taget i slutningen af august.

Nato mener, at der er flere end 1000 russiske soldater i Ukraine, og det benægtes heller ikke af den selvudnævnte premierminister for den såkaldte Folkerepublikken Donetsk, Alexander Sakhartjenko.

Han mener dog snarere, skriver New York Times, at 4000 russere kæmper på oprørernes side.

/ritzau/Reuters