Putin lover i nytårstale at udslette terrorister

Russisk politi foretog tirsdag snesevis af anholdelser under razziaer og aktioner i byen Volgograd, som er blevet rystet af to blodige bombeanslag forud for Vinter-OL i februar.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger samtidig i nytårstale i den østrussiske by Khabarovsk, at han vil fortsætte med at med bekæmpe "terrorister", indtil de er fuldstændigt udslettet":

- Kære venner, vi bøjer vores hoveder i respekt for ofrene for disse frygtelige terrorhandlinger. Jeg er overbevist om, at vi konsekvent og med hård hånd bliver ved med at bekæmpe terroristerne, indtil de er fuldstændigt udslettet, fastslår han.

En mand, der blev såret af den første bombe på byens jernbanestation søndag, er død af sine kvæstelser, hvorved antallet af dødsofre ved dette angreb nu er på 18.

Et andet bombeanslag dagen efter mod en trolleybus kostede ifølge politiets efterforskere 14 mennesker livet, mens hospitalslæger siger, at antallet af dødsofre er på 16.

Der er ingen oplysninger, som tyder på, at det store antal anholdelser har nogen direkte forbindelse til bombeanslagene, som ingen gruppe eller bevægelse hidtil har taget skylden for.

- Jeg er bange, siger Tatjana Voltjanska, en studerende i Volgograd, der ligger 700 kilometer nordvest for Sotji, hvor Vinter-OL indledes den 7. februar.

Hun siger, at en del af hendes bekendte ikke tør gå ud efter de to dødbringende bombeangreb, som vækker bekymring for sikkerheden under de olympiske lege.

Den amerikanske regering har tilbudt fuld støtte til de russiske myndigheder.

- Vi hilser muligheden for et tættere sikkerhedssamarbejde til fordel for atleterne, tilskuerne og andre deltagere velkommen, siger talskvinde fra den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA, Caitlin Hayden, i en erklæring.

Hayden siger, at USA "fordømmer terrorangrebene og sender de dybeste medfølelser til ofrenes familier og håb om hurtig lindring for de sårede.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip