Putin: Nedskydning af kampfly vil få alvorlige konsekvenser

Skrevet af admin

24/11/2015

Mest læste i dag

Det er som et "knivstik i ryggen", siger den russiske præsident, Vladimir Putin, om Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly tirsdag ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.

Det lyder videre fra Putin, at det vil få "alvorlige konsekvenser" for forholdet mellem Tyrkiet og Rusland, som afviser, at kampflyet skulle have krænket tyrkisk luftrum.

Det nedskudte fly udgjorde ikke en fare for Tyrkiet, lyder det fra den russiske præsident.

Ifølge tyrkerne blev kampflyet advaret ti gange på fem minutter.

Nato-landenes ambassadører i Bruxelles samles på Tyrkiets anmodning til ekstraordinært møde tirsdag klokken 17 for at diskutere nedskydningen.

Den russiske forsvarsattaché på ambassaden i Ankara er desuden indkaldt til samtale i det tyrkiske udenrigsministerium.

Det er ikke første gang, tyrkerne skyder fly ned, der krydser deres luftrum.

I marts sidste år skød tyrkerne et syrisk fly ned, da man sagde, at det havde fløjet over Tyrkiet uden tilladelse.

For en måned siden skød Tyrkiet desuden en drone ned på grænsen til Syrien. Ifølge tyrkerne var dronen fremstillet i Rusland.

Rusland indledte omfattende luftangreb i Syrien i slutningen af september, og i oktober anklagede tyrkerne landet for at have krænket tyrkisk luftrum to gange.

Selv om Rusland forklarede hændelsen som et uheld, var tonen skarp fra Nato dengang.

– Dette ligner ikke et uheld. Det er en alvorlig krænkelse af luftrummet. Det skete to gange i løbet af weekenden, og det varede længe. Vi tager dette svært alvorligt, sagde Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg til pressen i Bruxelles i oktober.

Det er formentlig ikke sket siden 1950'erne, at et medlem af Nato har skudt et russisk eller sovjetisk fly ned.

/ritzau/AFP