Putin ønsker en langvarig våbenhvile i Ukraine

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfordrer fredag til en langvarig våbenhvile i Ukraine for at give mulighed for forhandlinger mellem repræsentanter fra Kijev og de østlige regioner i landet, hvor oprørere holder liv i en væbnet konflikt.

Under en diplomatisk ceremoni i Kreml siger Putin ifølge nyhedsbureauet Reuters også, at voldshandlingerne i landet har sendt titusinder af ukrainere på flugt, og mange af dem har taget ophold i Rusland.

Mindst 164.000 ukrainere har forladt deres hjem som følge af krisen i landet, oplyser FN's Flygtningehøjkommissariat (UNCHR).

- Antallet af ukrainske flygtninge i Rusland er nået op på 110.000, men kun få har søgt om asyl. Endvidere er 54.400 mennesker internt fordrevet i Ukraine, siger Melissa Flemming, der er talsmand for UNCHR's kontor, ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

- De internt fordrevne er det største problem. Alene i sidste uge steg tallet i det østlige Ukraine med 16.400. Årsagen til, at folk vælger at flytte, er kamphandlinger, trusler, frygt for at blive bortført og sammenbrud i offentlige tjenester.

I alt 9500 mennesker har søgt om at opnå flygtningestatus i Rusland. Andre 800 ukrainere har bedt om ophold i Polen, Hviderusland, Tjekkiet og Rumænien, tilføjer hun.

Med hendes ord er de fleste af dem - eller nærmere 42.400 - indbyggere i de østukrainske regioner.

Vladimir Putin siger videre, at det ukrainske samfund er ved at blive revet i to efter at være tvunget til at vælge mellem Europa og Rusland.

- Det forfatningsstridige statskup i Kijev, forsøget på at gennemføre et kunstigt valg mellem Europa og Rusland har presset samfundet i to retninger til en smertefuld intern konfrontation, siger Putin i Moskva.

- Ukraine er nødt til at vende tilbage på sporet mod fred, dialog og aftaler, tilføjer Putin, mens han modtager udenlandske ambassadører i Kreml.

/ritzau/