Putin om Greenpeace-sag: Jeg blander mig ikke

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Vladimir Putin og Ruslands regering har ingen intentioner om at blande sig i retssagen mod de 30 Greenpeaceaktivister, som er sigtet i forbindelse med en protestaktion mod russiske olieboringer i Det Arktiske Ocean.

- Der er visse juridiske procedurer, og vi må simpelthen ikke blande os i den side af sagen, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

- Vi har absolut ingen intentioner om at forværre noget eller at holde nogen personer i varetægt.

Kommentaren fra Putin falder fredag i forbindelse med et møde med Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, som i øjeblikket er på besøg i Moskva.

Fredag beordrede Den Internationale Havretsdomstol, at Rusland lader aktivisterne fra det tilbageholdte Greenpeaceskib Arctic Sunrise forlade landet.

De seneste dage har en domstol i Skt. Petersborg løsladt de fleste af aktivisterne mod kaution. Men det har ikke stået klart, om aktivisterne kan rejse ud af landet, da de fortsat er sigtede i sagen.

Da aktivisterne blev pågrebet af russiske sikkerhedsstyrker i september, var Putin imidlertid ikke sen til at blande sig.

Den russiske præsident sagde dengang på en arktisk konference i Sibirien:

- Det er absolut klart, at de selvfølgelig ikke er pirater. Men formelt forsøgte de at borde denne platform. Det er tydeligt, at disse mennesker har brudt international lov.

En domsol i Murmansk besluttede siden at sigte aktivisterne for netop pirateri, der kan give 15 års fængsel. Siden blev disse anklager ændret til hooliganisme, der kan give op til syv års fængsel.

Det danske besætningsmedlem Anne Mie Roer Jensen, som var tredjestyrmand på skibet, slap ud af fængslet torsdag mod en kaution på 340.000 kroner, betalt af Greenpeace.

/ritzau/Itar-Tass