Putin på Krim: Undertrykte indbyggere skal frigøres

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er i Jalta på Krim, hvor han skal drøfte den annekterede halvøs fremtid med lokale politikere.

Putin opfordrer i en tale til "reel lighed for de tre sprog på Krim": Russisk, ukrainsk og tartar.

- Arbejdet med at frigøre de undertrykte folk på Krim skal gennemføres fuldt ud, og den reelle ligestilling af de tre sprog skal garanteres, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass under sit besøg.

Samtidig oplyser præsidenten, at han har godkendt det russiske forsvarsministeriums plan om at udbygge den russiske militære tilstedeværelse på Krim-halvøen.

- Forsvarsministeriet har udarbejdet et separat program for oprettelsen og udviklingen af militære styrker på Krim. Det vil ikke være overdrevet, og det vil ikke blive dyrt, forsikrer Putin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den russiske annektering af den ukrainske halvø har mødt voldsom kritik af EU, USA og andre vestlige lande, men det har ikke fået Putin til at ændre kurs.

Den magtfulde præsident understreger ifølge nyhedsbureauet AFP, at den igangværende sanktions-krig med USA og EU ikke betyder, at Moskva "skal bryde sine bånd til sine partnere. Men vi skal heller ikke lade dem behandle os med foragt".

Ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass skal Vladimir Putin senere torsdag mødes med repræsentanter fra kulturlivet på Krim for at diskutere "Krims integration i Ruslands kulturelle rum".

Putins besøg på Krim falder, samtidig med at granater rammer tæt på centrum i de prorussiske separatisters højborg i Østukraine, Donetsk.

Et øjenvidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at folk strømmede ud af bygningerne i centrum af byen, da høje eksplosioner genlød i gaderne.

/ritzau/

Dagens Gossip