Putin til Rusland: Fortsæt samarbejdet med Ukraine

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Ruslands præsident Vladimir Putin har bedt landets regering om at fortsætte samarbejdet med "partnerne i Kijev" omkring handelsaftaler mellem Rusland og Ukraine.

Samtidig opfordrer han regeringen til at konsultere Den Internationale Valutafond, IMF, og G8-landene, lyder det i en meddelelse på Kremls hjemmeside.

Der står også, at Putin har bedt regeringen om at overveje humanitær hjælp til Krim-halvøen i Ukraine.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, opfordrede torsdag Rusland til at slutte sig til USA og andre allierede for at hjælpe til med at stabilisere Ukraine. Samtidig sagde Kerry, at tiden ikke var til provokerende handlinger.

- Vi mener, at alle nu har behov for at træde et skridt baglæns og undgå enhver form for provokation, lød det fra Kerry under et fælles pressemøde med hans tyske kollega Frank-Walter Steinmeier.

Den internationale Valutafond, IMF, gik også ind i den accelererende krise i Ukraine torsdag og lovede at kigge på, hvordan det vil kunne lade sig gøre at yde en livline til landets hærgede økonomi.

Ukraines nyudnævnte premierminister, Arsenij Jatsenjuk har bedt valutafonden om hjælp, oplyser lederen af IMF, Christine Lagarde.

- Vi er parate til at reagere, siger hun.

Ukraine har en statsgæld på 13 milliarder dollar (godt 71 milliarder kroner) i år, hvilket er en anselig sum i et land, hvor statens reserver er faldet til under 18 milliarder dollar.

/ritzau/Reuters