Putin udelukker ikke at sende soldater til Ukraine

Skrevet af admin

17/04/2014

Mest læste i dag

Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger på tv, at han ikke udelukker at sende russiske styrker til det østlige Ukraine, men han håber, at det ikke bliver nødvendigt, og at krisen kan løses med diplomati.

Han understreger samtidig, at Ukraines politiske ledere i Kijev bør føre forhandlinger med de russisk-talende samfund i den østlige del af landet.

Den russiske leder kalder det en "alvorlig forbrydelse", at Ukraine har besluttet at sende væbnede styrker til det østlige Ukraine i stedet for at forhandle.

I en direkte tv-udsendelse, hvor seere fra hele landet kunne ringe ind og stille spørgsmål til den russiske præsident, siger Putin videre, at han er sikker på, at Rusland og Ukraine vil finde frem til en fælles forståelse.

Men Putin tilføjer, at "vi må gøre alt for at hjælpe folk det østlige Ukraine med at forsvare deres rettigheder, så de selv kan afgøre deres skæbne. Det vil vi presse på for, siger den russiske leder.

Putin siger videre, at Rusland var blevet tvunget til at reagere på Nato's udvidelse - og at den russiske annektering af Krim delvist er en reaktion på den vestlige alliances ekspansion i Østeuropa.

- Vores beslutning skete delvist ud fra overvejelser om, at hvis vi ikke gjorde noget, så ville Nato ud fra de samme principper trække Ukraine til sig og så sige: "Det har ikke noget at gøre med jer."

- De diplomatiske drøftelser, der finder sted i dag i Genève, er meget vigtige, pointerer Putin, der har sendt sin udenrigsminister, Sergej Lavrov, til Genève, hvor Rusland og styret i Kijev skal forsøge at komme nærmere en diplomatisk løsning sammen med USA og EU.

/ritzau/Reuters