Putin: Vesten udnytter Ukraine til at puste liv i Nato

Mens våbenhvilen i det østlige Ukraine med få undtagelser holder og Ukraine registrerer tegn på russisk tilbagetrækning, fortsætter både ordkrigen mellem Vesten og Rusland samt EU-landenes tøven over for at tage nye, skrappe skridt.

EU-landenes ambassadører har på endnu et langt møde i Bruxelles onsdag ifølge Ritzaus kilder igen måttet opgive at nå til enighed om, hvornår deres næste sæt allerede vedtagne økonomiske sanktioner mod Rusland skal træde i kraft.

Det skulle egentlig være sket tirsdag, men mandag eftermiddag trak Finland i nødbremsen og bad om mere tid til at se, om våbenhvilen holder.

Onsdag har den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa sagt, at tiden er inde til at offentliggøre sanktionerne.

- Det håber jeg, at vi snart vil beslutte, siger Merkel.

Men Finland og et antal andre lande holder stadig igen. Ambassadørerne mødes igen torsdag for at vurdere situationen påny.

Samtidig beskylder Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge nyhedsbureauet AFP Vesten for at bruge konflikten i Ukraine til at give nyt liv til Nato.

- Krisen i Ukraine, som grundlæggende var fremprovokeret og skabt af nogle af vore vestlige partnere, bliver nu brugt til at sætte nyt liv i denne militære blok, siger Putin under et regeringsmøde, skriver nyhedsbureauet RIA Novosti.

Den russiske præsident har ligeledes onsdag underskrevet et dekret, som sætter ham i spidsen for en kommission, der overvåger Ruslands forsvarsindustri.

Det ses som et forsøg på at mindske afhængigheden af at købe materiel og udstyr i Vesten. EU's nye runde sanktioner sigter blandt andet på netop at ramme det russiske militærs indkøb i Europa.

Onsdag siger den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, at Rusland har trukket 70 procent af sine styrker ud af det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister støttet af Rusland har kæmpet for løsrivelse.

/ritzau/

Dagens Gossip