Putins håb: Paralympiske lege skal løsne spændinger

Skrevet af admin

07/03/2014

Mest læste i dag

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fredag været med til at skyde den 11. omgang af vinterudgaven af de Paralympiske Lege i gang i den russiske ferieby Sotji.

Legene finder sted tæt på den ukrainske Krim-halvø, som er omdrejningspunkt for en konflikt mellem den ukrainske regering og det pro-russiske parlament i Krim, der torsdag stemte for en løsrivelse fra Ukraine for i stedet at slutte sig til Rusland.

- Jeg håber, at de Paralympiske Lege kan være med til at afkøle spændingerne omkring Ukraine, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet AFP kort før åbningsceremonien i Sotji.

Få timer før ceremonien proklamerede chefen for Ukraines paralympiske hold, at han ville trække holdet ud af legene, hvis Rusland invaderer hans hjemland. Han udtrykte stærk utilfredshed med, at Rusland har sendt soldater til Krim-halvøen.

Da atleterne fra de 45 deltagende lande præsenterede deres lande ved åbningsceremonien, var det kun en enkelt ukrainsk deltager, der deltog - i en symbolsk nedskaleret tilstedeværelse.

Den enlige ukrainske atlet, der kørte ind på stadion i en kørestol og med det ukrainske flag i hånden, blev modtaget med stående klapsalver fra publikum.

Hos Den Internationale Paralympiske Komité, IPC, er formanden, Philip Craven, lettet over, at ukrainerne alligevel ikke har valgt at trække sig, før legene er begyndt.

- Vi er meget glade for Ukraines beslutning, fordi vi ønsker, at sporten skal sejre - og at samtlige hold skal konkurrere i det, som vi er sikre på vil blive nogle fantastiske Paralympiske Lege, siger Philip Craven ifølge AFP.

- IPC har hele ugen arbejdet tæt sammen med den ukrainske paralympiske komité for at få dem til at blive her i Sotji, tilføjer han.

Hverken Storbritannien, Frankrig eller USA har haft politiske delegationer til stede ved åbningsceremonien, som det ellers er traditionen.

/ritzau/