Putins judo-makker får lukrativ kontrakt på Krim-bro

Den russiske regering har tildelt præsident Vladimir Putins barndomsven og tidligere judomakker en milliardkontrakt på at opføre en bro, der skal forbinde Krim-halvøen med det russiske hovedland.

Projektet til over 20 milliarder kroner har ikke været sendt i offentligt udbud.

I stedet har premierminister Dmitrij Medveded udpeget entreprenørselskabet Stroygazmontasj, der kontrolleres af milliardæren Arkadij Rotenberg, til opgaven, skriver Vice News.

Ifølge Rotenberg havde regeringen flere end 70 selskaber i betragtning til bro-ordren, men kun én entreprenør, en anden milliardær, der også har gode forbindelser til den politiske top i Kreml, var interesseret i projektet.

Som børn dyrkede Putin og Rotenberg judo sammen. Senere blev Rotenberg instruktør i kampsporten og var i 1990'erne sparringspartner for Putin.

I 2007 grundlagde Rotenberg så Stroygazmontasj, der er blevet et af verdens største entreprenørfirmaer. Det har blandt andet opført adskillige store gasledninger, men det er første gang, at det får ansvaret for at opføre en bro.

Rusland annekterede trods internationale protester Krim i marts sidste år. Tidligere var halvøen en del af Ukraine.

Indlemmelsen var årsag til, at blandt andre EU og USA indførte økonomiske sanktioner mod Rusland samt mod rigmænd som Arkadij Rotenberg.

Sanktionerne har sendt den russiske økonomi ud i recession og svækket landets valuta voldsomt. Inden rublen begyndte sin nedtur, havde Rotenberg ifølge magasinet Forbes en anslået formue på omkring 25 milliarder kroner.

Forbes betegner Rotenberg og dennes bror Boris som "kongerne af statslige bud" på grund af det store antal offentlige kontrakter, de to har vundet. Boris er også gode venner fra barndomsårene i Sankt Petersborg, skriver Vice News.

Selskaber kontrolleret af brødrene høstede blandt andet et hav af byggeopgaver i forbindelse med vinter-OL i Sotji i 2014. Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg havde kontrakterne en værdi på 227 milliarder rubler. Det svarede på det tidspunkt til over 40 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip