Pyha: Fredag kan blive årets varmeste dag

Efter den lummervarme weekend falder hedeslagsrisikoen de første dage af denne uge, som bliver en del køligere end weekenden. Tirsdag ventes at blive ugens mest regnfulde dag med nedbør på mellem fem og 10 millimeter.

Men torsdag vender de høje temperaturer tilbage, og fredag eller lørdag kan denne sommers varmerekord på 31,6 grader - målt i København søndag - blive overgået.

Vi kan også få tropenætter med temperaturer på over 20 grader, oplyser Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Temperaturmæssigt ser det ud til at blive endnu en fin sommeruge, konstaterer Klaus Larsen.

- Vi begynder med et par dage med 18 til 23 grader. Efter onsdag stiger temperaturerne kortvarigt, og en varmebølge ruller op over landet med mulighed for op til 32-33 grader på fredag eller lørdag. Det er nok mest sandsynligt med lørdag, som det ser ud lige nu, siger han.

Toptemperaturen vil nok blive nået i Jylland, mens det bliver et par grader køligere i den østlige del af Danmark fredag og lørdag.

Med undtagelse af Bornholm bliver det generelt tørt mandag, før hele landet får nogle skyller tirsdag, hvor der kan falde op til 10 millimeters regn.

Onsdag vil der også komme nogle byger, men de bringer ikke samme mængder vand med sig.

- Den varmere luft, som begynder at strømme ind torsdag kan også bringe lidt regn med sig, men de efterfølgende dage ventes at blive helt tørre, siger DMI-manden.

Nætterne bliver også behagelige med 15-17 graders varme de første dage, før der op til og i weekenden igen er chance for tropenætter med over 20 grader.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV