Pyroman huserer på Lolland: Fire huse sat i brand

Skrevet af Michael Lauritsen

29/11/2013

Mest læste i dag

En pyroman er på spil på Lolland. Natten igennem har politi og brandvæsen været kaldt ud til tre påsatte hus-brande. Fredag formiddag kæmper brandfolk så med den fjerde af slagsen. Her brænder det i et hus i Maribo by.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Dagens.dk.

- Fælles for brandene er, at der har været flere arnesteder. Det peger på ildspåsættelse, og vi efterforsker på fuld tryk, siger vagtchef Henrik Carlsen til Dagens.dk.

Pyromanen har sat ild til et hus på Skørringe Skovvej og to huse på Vestre Landevej i Stokkemare. På Vestre Landevej brænder det fortsat i det ene hus. Den sidste brand er på Koholtvej.

- Vi efterforsker lige nu i de to huse, hvor ilden er slukket, fortæller Henrik Carlsen.

Ifølge vagtchefen er ingen mennesker kommet noget til.

- Der har ikke været nogen mennesker i nogle af husene. Og vi har ikke fået nogle meldinger om folk, der er kommet til skade, siger han.

Vestre Landevej er lige nu afspærret på grund af den kraftige røg, der driver ind over vejen, oplyser politiet.