Pytlick droppede Rikke Skov: Det har været uværdigt

Skrevet af admin

05/12/2014

Mest læste i dag

Rikke Skov var godt i gang med at forberede sig til EM i Ungarn og Kroatien i stedet for den skadede Marianne Bonde, men Viborg-profilen blev onsdag eftermiddag droppet til fordel for Louise Svalastog.

Landstræner Jan Pytlick vil ikke komme med nogen forklaring på, hvorfor han ombestemte sig, da han fredag i Københavns Lufthavn af DR Sporten bliver bedt om at kommentere sin beslutning.

- Jeg er bare glad for, at Louise har sagt ja til at være med. Og jeg er sikker på, at vi har taget den rigtige beslutning ved at udtage hende til at udfylde hullet efter Marianne Bonde, siger Jan Pytlick.

Landstræneren bliver spurgt om, hvad der skete i tidsrummet fra, at han kontaktede Rikke Skov, til at han valgte Svalastog.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg kan ikke stå her og fortælle hele forløbet, men jeg synes, at måden, det er foregået på, har været uværdigt.

- Hvad der er foregået og ikke foregået, bliver mellem spillerne og mig, og det er sådan, at det er, siger en ifølge DR Sporten vred Jan Pytlick.

Rikke Skov har selv beskrevet det som en "mavepuster", at hun endte med at blive vraget til EM.

Viborg-profilen fik efter samtalen onsdag morgen med Pytlick pludseligt travlt med at arrangere børnepasning og få tjekket sit knæ, inden hun få timer senere blev vraget.

Torsdag aften forsøgte Ekstra Bladet at få en forklaring fra Jan Pytlick.

- Det falder nogle gange i en landstræners lod, at han må træffe beslutninger, han ikke kan redegøre for offentligt af hensyn til de implicerede parter.

- Jeg kan kun sige, at vi har truffet det valg, der set fra vores synspunkt var det rigtige - og Rikke Skovs rutinecheck af sit knæ har intet med den vurdering at gøre.

- Jeg ved godt, at der nu bliver rørt rundt i syrebadet, men jeg er forhindret i at sige mere. Jeg har ikke yderligere kommentarer, sagde Pytlick til Ekstra Bladets hjemmeside.

Danmark tager søndag hul på EM-turneringen, når de danske medaljekandidater møder Ukraine.

/ritzau/