Pytlick giver stortalent chancen i Litauen

Håndboldlandstræner Jan Pytlick har en lille overraskelse og en mulig A-landsholdsdebutant med på det fly, der lørdag formiddag rejser til Litauen for at spille EM-kvalifikationskamp.

Det drejer sig om 19-årige Anne Mette Hansen, der blev kåret som bedste venstre back ved U19-EM i august.

- Jeg har lyst til at prøve Anne Mette Hansen af på dette niveau i en kamp, hvor der er noget på spil, siger Pytlick i en pressemeddelelse.

Anne Mette Hansen har trænet med landsholdet i denne uge, men var ikke med, da Østrig blev slået 42-27 i Roskilde torsdag aften.

Det var Line Jørgensen, men FCM-bagspilleren får lov at stå over mod Litauen og bliver i stedet hjemme.

- Vi er godt dækket ind med Louise Burgaard og Camilla Dalby på højre back mod Litauen, og derfor er det Line Jørgensen, der får pause, siger Pytlick.

Anne Mette Hansen spiller for Ajax København i den næstbedste række, hvor hun ligger nummer fire på topscorerlisten på trods af, at hun har spillet en kamp færre end konkurrenterne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV