Pytlick om bænket Dalby: Ingen er lovet spilletid

Landstræner Jan Pytlick forstår godt, hvis Camilla Dalby er ærgerlig over ikke at komme på banen i VM-kvartfinalen mod Tyskland onsdag, men slår fast, at han ikke kan love nogen spillere spilletid.

Dalby blev i al hast transporteret til Serbien tidligere på ugen med udsigt til at være med mod tyskerne, men der blev aldrig brug for Buducnost-spilleren, der sad 60 minutter på bænken.

- Hun er ikke lovet spilletid ved VM, men det er der ingen, der er. Det, jeg havde lovet hende, var, at hun var med mod Tyskland. Jeg sagde: Du kommer ikke herned bare for at være her. Men om det så bliver til spilletid, det er jo det, siger Jan Pytlick.

Landstræneren forklarer, at han havde udset sin nytilkomne spiller som hemmeligt skydevåben mod et fladt tysk forsvar.

Men tyskerne valgte undervejs i kampen en anden defensiv formation end forventet.

- Hun kan komme ind med sine spidskompetencer, og hvis Tyskland var blevet ved med at dække fladt på os, så skulle Dalby have været ind og spille. Nu dækkede de i stedet 5-1, og det gjorde, at jeg ændrede lidt på, hvordan jeg gerne ville have spillet, siger Pytlick.

Han er i forvejen godt besat på den højre back, som er Camilla Dalbys favoritposition.

Her huserer Louise Burgaard og Line Jørgensen på skift.

- Dalby er kaldt herned som joker. Det betyder, at hvis de to andre har brug for en pause eller ikke er skarpe nok, så bruger jeg hende. Ellers så er det klart de to andre, jeg har som nummer et og to, slår landstræneren fast.

/ritzau/

Dagens Gossip