Pytlick vil se individuel klasse mod Japan

Det danske håndboldlandshold har altid brystet sig af sin kollektive styrke. Spillerne er klar til at kæmpe for sidekvinden og forventer, at det bliver gengældt.

Men i aften, når Danmark skal op mod Japan i kamp to ved VM i Serbien, er det nogle helt andre kvaliteter, der bliver brug for, hvis danskerne skal tage den ventede sejr mod de letfodede asiater.

- I aften skal vi være stærke individuelt, siger landstræner Jan Pytlick, der har forberedt sine spillere på et ganske offensivt japansk forsvar, hvor spillerne er dygtige til at forstyrre modstandernes indøvede angrebsopbygninger.

- Det bliver spændende, hvad vi kan gøre mand mod mand. Vi så mod Kina, at Kristina "Mulle" Kristiansen og Louise Burgaard på egen hånd kunne løse opgaven mod et offensivt forsvar.

- Det er det, der bliver nødvendigt mod Japan, siger Jan Pytlick.

Han sendte søndag formiddag sine spillere ud i en let gang styrketræning i en ramponeret gymnastiksal, hvor det var så koldt, at landstræneren marcherede rundt i en tyk dynejakke.

Men selv om de ydre rammer ikke kunne imponere nogen, var humøret fint i den danske lejr, hvor spillerne virkede lettede over den vellykkede åbningskamp mod Kina lørdag aften.

Opgaven bliver dog en ganske anden i aften.

Japanerne imponerede i deres åbningskamp mod værtsnationen Serbien, der var gevaldigt på hælene i 40 minutter, inden favoritterne hev en tomålssejr i land i slutfasen.

- Jeg har også set Rumænien have voldsomme problemer med at komme igennem deres offensive forsvar. Det bliver spændende, om vi kan gøre det.

- Men vi har også set, at Japan har en tendens til at gå døde mod slutningen af kampene. Det skyldes, at de spiller med meget få spillere.

- Hvis vi er, hvor vi skal være, er jeg ikke nervøs for, at vi ikke vinder kampen, siger Jan Pytlick.

Danmark møder Japan klokken 20.15 i aften.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV