Pytlicks landshold vender nederlag til sejr i VM-test

Skrevet af admin

23/11/2013

Dagens topnyheder

Det kvindelige danske håndboldlandshold leverede lørdag et flot comeback, og det gav sejr i VM-testkampen mod Rumænien.

Landstræner Jan Pytlicks mandskab var bagud 9-13 ved pausen, men endte med at vinde kampen i Sønderborg med 23-22.

Efter en offensivt svag første halvleg hævede danskerne niveauet i de sidste 30 minutter, mens rumænerne gik ned i kadence.

Det danske landshold ligger i øjeblikket i træningslejr forud for næste måneds VM i Serbien.

Holdet skal spille fem VM-testkampe, hvoraf lørdagens kamp mod rumænerne var den første.

Stregspilleren fra FC Midtjylland Susan Thorsgaard spillede sin A-landskamp nummer 100, men ellers var der ikke så meget at fejre for danskerne i en offensivt skuffende første halvleg.

Rumænien fik stort set lukket Danmarks fløjspil ned, og danskerne kom kun til få og ufarlige afslutninger fra fløjene.

- Lad være med at stresse, formanede landstræner Jan Pytlick, da han tog timeout ved stillingen 6-3 til Rumænien.

Kort tid efter hamrede landstræneren en flad hånd ned i sædet, da ellers rutinerede Line Jørgensen smed bolden ud af banen.

Danskerne holdt sig groft sagt kun inde i kampen, fordi Stine Jørgensen og Louise Burgaard fyrede nogle skarpe skud af fra distancen.

- Vi skal have mere fysik, råbte Jan Pytlick ind til sine spillere, men rumænerne var bedst til den disciplin.

Det fik den kommende slutrundedebutant Anne Mette Hansen at mærke, da hun i sin anden landskamp kom ind og lavede et godt indspil til stregen, der gav dansk mål.

Den 19-årige spiller fra Ajax i den næstbedste række blev i sekvensen skubbet af hele to rumænere, hvorefter hun knaldede baghovedet ned i gulvet. Hun kunne dog spille videre.

Rumænerne gik til pause foran 13-9, og der var meget at tale om i det danske omklædningsrum.

Forandringen var tydelig fra begyndelsen af anden halvleg, hvor danskerne holdt rumænerne nede på en enkelt scoring i de første otte minutter.

9-13 blev til 12-14, og senere udnyttede Stine Jørgensen, dansk topscorer med syv mål, søvnig rumænsk opdækning til at udligne til 16-16.

FC Midtjylland-spilleren var også kvinden bag 17-16-scoringen i en periode, hvor også målmand Cecilie Greve stod rigtig godt.

Danskerne kværnede videre og kom på 21-17, men rumænerne var alligevel tæt på at udligne.

Danmark og Rumænien mødes igen søndag i Horsens.

/ritzau/