Pytlicks-piger drømmer om en EM-billet

Med en række gode optrædener håber flere af de spillere, der var med til at vinde håndboldturneringen Golden League i weekenden, at de er kommet tættere på at indløse en billet til kvindernes EM-slutrunde, der spilles i december.

En af dem er målvogter Cecilie Greve, som debuterede i fredagens kamp mod Frankrig med en stærk indsats.

- Det har været helt fantastisk og ikke noget, jeg havde regnet med på forhånd. Jeg vidste ikke, hvad min rolle var, da jeg kom ind på holdet, siger 20-årige Greve.

- Jeg synes selv, jeg har gjort mit til at komme på holdet. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at komme med igen, fortæller hun.

Også playmakeren Kristina Kristiansen, der i øvrigt blev kåret til Golden Leagues bedste spiller, har fået blod på tanden efter weekendens sejre.

- Jeg synes, jeg er kommet tættere på holdet. Specielt fordi jeg også kan være med i forsvaret og har bevist, at jeg godt kan det. Det er positivt, siger Kristina Kristiansen.

Venstrebacken Stine Jørgensen blev topscorer i søndagens kamp mod Rusland, men tør ikke spå om, hvorvidt hun har spillet sig tættere på en EM-billet.

- Det ville være træls ikke at komme med, men hvis Jan Pytlick vurderer, nogen er bedre, så er det sådan, det er, lyder det fra Jørgensen.

Både Stine Jørgensen og Kristina Kristiansen har tidligere været inde omkring landsholdet, men var ikke aktuelle i den trup, der var med til OL.

Danmark vandt Golden League efter sejre over Frankrig, Norge og Rusland.

 

Dagens Gossip