Pytlicks trumf melder sig klar

Landstræner Jan Pytlick kan ånde lettet op: Hans bedste markspiller i kampen mod Sverige, langskytten Stine Jørgensen, melder sig helt klar til at tordne bolde mod det franske mål torsdag aften.

Jørgensen fik ellers et gevaldigt trælår i anden halvleg mod svenskerne, men selv om den slags sagtens kan smerte i nogle dage, er Aalborg-spilleren godt tilfreds med tilstanden onsdag eftermiddag.

- Det går meget bedre. Jeg har fået en masse behandling både i går aftes og i dag og fået en masse is på. Jeg tror, jeg kan mærke det nogle dage, men fordi vi fik det så hurtigt under behandling, så kan man se, at hævelsen har flyttet sig, og det er vigtigt.

- Det føles fint i dag. Vi skal træne i aften, og der regner jeg med at få gang i det igen, siger Stine Jørgensen.

Den 22-årige nordjyde var også en del af truppen ved sidste års VM i Brasilien, men med seks mål og en kåring som Danmarks bedste markerede kampen mod svenskerne lidt af et turneringsgennembrud for den hårdtskydende spiller.

- Jeg synes, det var en udmærket kamp. Mit samarbejde med Susan Thorsgaard fungerede rigtig godt, svenskerne fulgte meget med hende, og det gav plads til at jeg kunne komme ind til nogle skud.

- Det er dejligt at gå fra banen og vide, at man har taget noget ansvar, og at det er lykkedes. Det giver et boost inden kampen mod Frankrig, siger Stine Jørgensen.

Danmark møder franskmændene klokken 20.15 torsdag aften.

/ritzau/

 

Dagens Gossip