Pyyyhhh… Må vi ikke nok få varmefri?

Til dem, som ikke er så stærke til at udholde de nuværende temperaturer, mens de er på job, er der en dårlig nyhed.

Begrebet “varmefri” findes måske i det danske sprog - men det findes ikke i praksis.

Arbejdsmiljølovgivningen giver nemlig ikke mulighed for at få fri på grund af hedebølgen.

I Arbejdstilsynets vejledning står, at temperaturen under normale klima- og arbejdsforhold bør holdes på 20-22 grader ved stillesiddende arbejde.

Den må ikke overstige 25 grader. Kan arbejdspladsen ikke holde denne temperatur ved normale udetemperaturer, bør årsagen undersøges.

Men - og det er det men, som rammer de lidende - der står også i vejledningen, at man må acceptere, at temperaturen ikke kan holdes under 25 grader eksempelvis under en hedebølge.

Runder termometeret 25 grader skal arbejdsgiveren sørge for rigeligt med drikkevand og tage særligt hensyn til gravide, ældre og folk med helbredsproblemer.

35 grader udløser flere pauser end normalt. Men ikke fri.

Dagens Gossip

Dagens TV