Qatar dømmer 22-årig hollandsk turist for "illegal sex": Kvinden siger selv, at hun blev voldtaget

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Qatar vil udvise en hollandsk kvinde, som mandag blev idømte et års betinget fængsel for usømmelig seksuel adfærd. Kvinden siger, hun blev voldtaget.

Den 22-årige turist, der kun omtales ved sit fornavn Laura, blev samtidig idømt en bøde på 800 dollar (knap 5300 kroner). Hun vil blive sendt ud af landet, lige så snart hun har betalt bøden.

Kvinden har nægtet alle anklager mod hende, og der har været internationale protester over, at myndighederne i Qatar ikke har taget hendes beskyldninger om voldtægt alvorligt.

Hendes advokat siger, der var hældt et bedøvende stof i hendes drink, mens hun var ude at danse på et hotel i hovedstaden Doha.

Hun huskede ikke noget herefter og vågnede op næste morgen i en lejlighed, hun ikke kendte.

- Hun indså til en sin store forskrækkelse, at hun var blevet voldtaget, siger advokaten.

En mand af syrisk oprindelse er blevet idømt 100 piskeslag for at have haft ulovlig sex med kvinden, og han får yderligere 40 piskeslag for at at have drukket alkohol.

Den hollandske ambassadør var til stede i retten, da dommen blev afsagt mod den hollandske kvinde.

Den 22-årige turist blev anholdt 14. marts og har været varetægtsfængslet siden.

Sagen er følsom, fordi Qatar i 2022 skal være vært for verdensmesterskaberne i fodbold. Her ventet mange hundredtusinde fodboldtilhængere at myldre ind i landet.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch siger, at det viser, at Qatar behøver at være mere omhyggelig med "proceduren og efterforskningen" i sager af denne art.

/ritzau/AFP