Qatar om VM-bud: Vi har intet at skjule

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Qatars fodboldforbund (QFA) frygter ikke at få frataget værtsskabet for VM i 2022, efter at Sepp Blatter er trådt tilbage som præsident for det internationale fodboldforbund (Fifa).

I flere år har Qatars bud været omgærdet af spekulationer om bestikkelse, men der er aldrig fremlagt beviser.

Formanden for det engelske fodboldforbund (FA), Greg Dyke, udtalte tirsdag, at han efter Blatters afgang ikke ville føle sig for sikker, hvis han var fra Qatar.

Den bemærkning har tilsyneladende provokeret præsidenten for Qatars fodboldforbund, Hamad Bin Khalifa Bin Ahmed Al-Thani, der slår fast, at Qatar intet har at skjule vedrørende landets VM-bud.

- Mr. Dykes instinkt får ham med det samme til at fokusere på at fratage Qatar VM, og det viser hans holdning til, at der for første gang i historien skal afholdes et VM i Mellemøsten, siger Hamad Bin Khalifa Bin Ahmed Al-Thani.

Præsidenten henviser til, at Qatar tidligere er blevet frikendt af Fifa i en rapport udarbejdet af den amerikanske efterforsker Michael Garcia. Det var dog kun dele rapporten, der blev lagt frem, og Garcia valgte efterfølgende at stoppe.

Mens flere har krævet, at Garcia-rapporten offentliggøres i sin helhed, har de schweiziske myndigheder nu indledt nye undersøgelser.

- Vi har allerede samarbejdet fuldt ud med Mr. Garcia, og vi blev efterfølgende frikendt for at have gjort noget forkert. Nu byder vi de schweiziske myndigheder velkommen til at se på budprocessen for VM i 2018 og 2022.

- Vi opfordrer Mr. Dyke til at lade det juridiske arbejde gå sin gang og koncentrere sig om at leve op til sit løfte om at bygge et engelsk landshold, der kan vinde VM i 2022 i Qatar, siger Hamad Bin Khalifa Bin Ahmed Al-Thani.

79-årige Sepp Blatter blev i weekenden genvalgt til sin femte regeringsperiode i Fifa, men tirsdag valgte han at træde tilbage.

I midten af sidste uge steg presset på Blatter, da flere korruptionsmistænkte Fifa-topfolk i en amerikansk ledet aktion blev anholdt af schweizisk politi i forbindelse med Fifas kongres i Zürich.

/ritzau/