Qatars VM-værter nedkæmpet af spanske verdensmestre

Qatars værter mener det alvorligt ved herrernes håndbold-VM.

Onsdag var Qatar tæt på overraskelsen mod de regerende verdensmestre fra Spanien, som dog var bedst i slutfasen og sejrede med 28-25 i gruppe A. Qatar førte ellers med 10-8 ved pausen.

Med sejren er Spanien noteret for lutter sejre efter fire kampe i gruppen. Qatar er nu noteret for tre sejre og et nederlag.

Kampen var meget speciel for spanieren Valero Rivera Lopez, som i dag træner Qatar. For to år siden førte han Spanien til VM-guld, så han kender alt til det spanske hold - især sønnen Valero Rivera Folch, som er en del af Spaniens VM-trup.

Sønnike Valero Rivera Folch var ikke venlig over for farmand i begyndelsen. Venstrefløjen, der spiller i franske Nantes, scorede spaniernes første tre mål, og han endte på i alt syv scoringer.

Qatar er ikke en stor håndboldnation, men har haft held med at købe sig til succes. Qatar har et hold sammensat af topspillere fra Bosnien, Montenegro, Spanien, Cuba, Frankrig og Tunesien.

Projektet om at købe sig til VM-succes på hjemmebane har i hvert fald fået en god start. Det bliver spændende at se, hvad Qatar kan i knockout-fasen.

Mod Spanien brillerede Zarko Markovic for Qatar. Spilleren fra Montenegro scorede 10 gange for VM-værten.

I gruppens øvrige kampe var der sejre til Slovenien og Hviderusland. Slovenien vandt 35-32 over Brasilien, mens Hviderusland sejrede med 34-23 over Chile.

Der var topkamp i gruppe B, da Kroatien vandt 29-26 over Makedonien. Kroatien topper gruppen med fire sejre i fire kampe. Makedonien er toer med tre sejre og det ene nederlag.

I gruppens andre kampe vandt Østrig 38-26 over Iran, mens Tunesien sejrede 27-24 over Bosnien.

/ritzau/

Dagens Gossip