Quasar Rock på udkig efter stjernerne

Jelling Musikfestival inviterer nu alle regionens talentfulde bands til at deltage i den syvende udgave af Quasar Rock, der afvikles på spillesteder i lokalområdet i foråret 2013.

En musiktalentkonkurrence for rytmiske musikere, ikke alene unge, der spiller rock, men alt fra elektronica over hip hop til folk, eller et spændende mix af forskellige rytmiske stilarter. Blandt de tilmeldte bands udvælges 32, som kommer til at spille live på scenen enten i Fredericia, Vejle, Jelling eller Kolding i fire indledende runde. De otte bedste bands mødes i finalen, der afvikles på den store Teltscene på Jelling Musikfestival om torsdagen, den 23. maj 2013.

Tilmeld dig på hjemmesiden

Tilmelding til konkurrencen foregår via Jelling Musikfestivals hjemmeside. Der er sidste tilmelding i slutningen af december, og de udvalgte bands optræder på fire indledende runder, der afvikles fredag aftner i tidsrummet klokken 19-23 på spillesteder i regionen. De indledende runder afvikles i Det Bruunske Pakhus i Fredericia, fredag den 25. januar, Bygningen i Vejle, fredag den 22. februar, Byens Café i Jelling den 1. marts og Godset i Kolding den 19. april.

- Det er vigtigt for os at give talenterne en chance for at præsentere den musik, de går og arbejde med, på en rigtig scene. Det er også en rigtig god mulighed for at prøve drømmen om et liv som musiker af, i de rigtige rammer, fortæller Charlie, festivalleder og initiativtager til Quasar Rock.

- Vi stiller professionelle faciliteter til rådighed, og efter hver indledende runde tilbydes alle de medvirkende - ikke bare vinderne - en god sparring og feedback fra dommerpanelet, der består af dygtige musikere og branchefolk. På den måde er vi med til at give talenterne et skub i den rigtige retning, siger Charlie.

Tidligere vindere af Quasar Rock er: The Boy that Got Away, Moustache Me Nice, Boho Dancer, Wake Up Jacob, InterAgt og Sophia Maj Orchestra. Quasar Rock har været afviklet hvert år siden 2007.

Dagens Gossip