Quintana er fortrøstningsfuld trods Froomes opvisning

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Der var Chris Froome (Sky) og så alle de andre på årets første bjergetape i Tour de France.

I Pyrenæerne satte briten alle konkurrenter til vægs, og kun hans egen løjtnant, Richie Porte, og colombianeren Nairo Quintana (Movistar) kunne tilnærmelsesvis følge en smule med.

Da Porte næppe udfordrer sin kaptajn i kampen om den gule trøje og desuden er langt efter i klassementet, ligner Quintana nu førsteudfordreren til Froome. Og trods tidstabet på godt et minut på tirsdagens etape er Movistar-kaptajnen fortrøstningsfuld.

- Jeg er rolig. Jeg har det godt, men min konkurrent var stærkere end mig i dag. Det var klart, siger Quintana til AFP.

- Men jeg er rolig, for mine ben føles gode.

De næste to dage står den også på bjerge, og mens Nairo Quintana fortsat har troen i behold, ser den forsvarende vinder Vincenzo Nibali (Astana) anderledes på sine chancer efter tirsdagens tab på 4.27 minutter.

- Jeg havde det okay, men i dag var jeg end ikke lillebroren til sidste års Nibali, lyder det skuffet fra italieneren.

I den samlede stilling fører Froome med 2.52 minutter ned til Tejay van Garderen (BMC), der ikke kunne følge med Quintana på bjerget, men stadig er 17 sekunder foran colombianeren i klassementet.

/ritzau/