Quintana: Vi tabte løbet i den første uge

Skrevet af admin

25/07/2015

Dagens topnyheder

Tidligere i Tour de France var det spanske cykelhold Movistar blevet kritiseret for, at holdet ikke forsøgte at ryste Chris Froome (Sky).

Mange mente, at Nairo Quintana og Alejandro Valverde kun kørte efter at blive nummer to og tre bag briten.

Men lørdag angreb Quintana og Valverde flere gange og førstnævnte lykkedes med at gøre verdens største cykelløb særdeles spændende på de sidste kilometer.

Han var i mål næsten et minut og 20 sekunder foran Chris Froome på etapen til Alpe d'Huez, og hvis alt går vel på sidste etape søndag, vinder Froome Tour de France med et minut og 12 sekunder til Nairo Quintana.

Quintana fangede ikke franskmanden Thibaut Pinot på Alpe d'Huez, så han missede også etapesejren med få sekunder. Alligevel var han relativt fattet efter etapen.

- Vi kæmpede alt, hvad vi kunne ved at angribe langt udefra, og vi prøvede at få Froome isoleret allerede på Croix de Fer. Vi kunne ikke få tilstrækkeligt forspring og så handlede det hele om Alpe d'Huez, siger Nairo Quintana.

- Jeg tager fra løbet med tilfredshed. Vi tabte Touren i den første uge, men jeg er tilfreds efter alt det gode, vi har opnået i det her løb, fortsætter colombianeren, som også roser sin holdkammerat Alejandro Valverde, som kan se frem til at blive hyldet i Paris som løbets nummer tre.

- Podiet er noget, jeg har ønsket i det meste af mit liv, og i dag fik jeg den endelig, siger Alejandro Valverde om sin sandsynlige tredjeplads i Tour de France.

- Det har krævet så meget. En masse smerte og lidelse. Det smager vidunderligt at blive nummer tre, for vi gav alt, hvad vi havde, siger spanieren, der i modsætning til mange andre podiekandidater i Tour de France normalt kører stærkt i cykelløb nærmest året rundt.

/ritzau/